Victoria Falls & Botswana – 6 dage
Victoria Falls
Victoria Falls er ikke blot navnet på et enkelt vandfald. Men en strækning på over 1,6 kilometer, hvor Zambesifloden forvandler sig til en række store, sammenhængende vandfald, der samtidig udgør grænsen mellem Zimbabwe, Zambia, Botswana og Namibia. Stille og roligt glider Zambesifloden gennem bushen. Pludselig bliver luften fyldt af en svag rumlen, der hurtigt vokser til et buldrende inferno. MOSI-OA-TUNIA lyder det, hvilket betyder ”røgen der tordner” og er det meget sigende navn, de indfødte har givet dette fantastiske fænomen. For ja – det lyder som et vildt tordenvejr og ligner en kæmpe sky af røg, når floden fra sin brede kant sender vandet ned i den smalle kløft med en kæmpe kraft. Ud over at lægge navn til det fantastiske naturfænomen er Victoria Falls også navnet på den lille by i Zimbabwe, der er vokset op omkring vandfaldene og i dag er et livligt turistcentrum.
Chobe Nationalpark i Botswana
17 % af Botswanas areal er nationalparker – blandt andet Chobe Nationalpark. Det siger lidt om, at landet har en fantastisk natur. Chobe blev etableret i 1968, er 11.700 km² stor og har Botswanas største variation af vilde dyr. Ikke mindst langs Chobe floden, hvor dyrene kommer for at drikke. Det er også her langs floden, der er de tydeligste spor efter parkens elefanter. Hele 120.00 elefanter bor her i Chobe som nomadeflokke, og når en flok har været ved floden for at drikke eller søge over på den anden side, er jord og bevoksning godt og grundigt trampet ned. Chobe er velegnet til både flodsafari og landsafari i åben bil. Ud over elefanter kan du typisk opleve giraffer, bøfler, impaler, løver, leoparder, hyæner, zebraer, flodheste, krokodiller og masser af fugle.