Luksus-togrejser
Velkommen til to dages eventyrlig og ultimativ togrejse, du aldrig glemmer. Togturen snor sig gennem noget af verdens flotteste og mest spektakulære natur, mens du bliver forkælet indenfor i togets luksuriøse rammer. Blue Train og Rovos Rail hedder de legendariske og statelige tog, som lægger skinner til en smuk og unik togrejse, hvor du vil føle dig forkælet og opvartet som en konge eller dronning.
Begge tog er nænsomt gennemrestaureret og emmer af mystik og historie. Blue Train er et sydafrikansk tog fra 1923, hvor det kørte fra Johannesburg til Cape Town med passagerer, der skulle videre til England. Rovos Rail er togvogne, der er samlet fra hele verden og i dag er et af verdens mest eksklusive tog – intet mindre end ultimativ, femstjernet luksus på skinner.
Bjerge, savanner og små byer glider forbi togets panoramavinduer, mens du er på kulinarisk og kulturel safari indenfor. Det kulinariske er i højsædet i begge tog, men Rovos Rail er altså i en klasse for sig selv. Her serverer køkkenchefen det ypperste blandt sydafrikanske nationalretter og specialiteter, og der er der et stort udvalg af de bedste sydafrikanske vine, som du kan drikke ad libitum under hele turen. Måltiderne er overdådige, og har du lyst til high-tea, en snack eller en drink, giver du blot butleren et lille vink. Han er parat til at servicere dig døgnets 24 timer. Hvide duge, smukt porcelænsservice og sølvbestik akkompagnerer maden, og dresscode til middagen er stilfuldt tøj – dvs. jakke og slips til herrerne og aftenkjole til kvinderne. På begge tog er alt, hvad du bliver fristet med af mad og drikke, inkluderet på hele turen.
Spisevognen er naturligvis central, men der er også lounge, bar, salon, bibliotek, udsigtsvogn – plus naturligvis din private suite. Kupe er alt for fattigt et ord til det rullende værelse, som du bor i. Din suite er komfortabelt indrettet med behagelige senge, eget badeværelse med marmor og forgyldte armaturer, garderobe, minibar – plus gåsedun i både dyne og hovedpude. Tilmed er der individuel aircondition, så du selv kan regulere temperaturen i din suite.
Både Blue Train og Rovos Rail stopper undervejs, og med begge tog er der besøg i verdens diamanthovedstad, hvor du besøger Kimberley Minen, der er en af verdens mest kendte diamantminer. Nogle ture inkluderer, ud over Kimberley Minen, besøg i Matjiesfontain, som er et lille stykke originalt England, der ligger midt i den sydafrikanske ørken Karoo.
Dansk
English
Norwegian
Swedish



