Generelle betingelser
Teknisk arrangør
Alle rejser er arrangeret af Nyati Safari i samarbejde med fly-, transportselskaber, lokale hoteller og agenter. Nyati Safari er medlem af Rejsegarantifonden (reg. nr. 1803) samt eneejer af NYATI SAFARI LODGE, CHEETAH CAMP beliggende i Sydafrika samt Nyati Beach Lodge beliggende i Mozambique.
Aftalegrundlag
Disse generelle betingelser danner sammen med udleverede kataloger, foldere og andet salgsmateriale, tillige med fakturaen og dennes bilag, aftalen om deltagelse i rejsen. Rejsedeltagerne er forpligtet til at underskrive sædvanlig “Indemnity forms” ved ankomsten til Nyati Safari Lodge i Sydafrika. Kopi af denne kan på forespørgsel udleveres på forhånd.
Tilmelding
Aftalen er bindende for begge parter, når depositum er rettidigt modtaget. Ved betaling af depositum bekræfter kunden hermed at have gjort sig bekendt med samt at have accepteret de mundtligt, skriftligt og/eller i brochurematerialet oplyste vilkår for rejsen. For- og efternavn i nøje overensstemmelse med de i rejsedeltagernes pas anførte, skal oplyses. Nyati Safari garanterer ikke, at der er plads på de udbudte produkter, før bekræftelse er modtaget fra leverandører/samarbejdspartnere.
Depositum/Rate 1
Samtidigt med tilmeldingen indbetales et depositum på 25 % af rejsens pris (50 % hvis bestilling sker senere end 3 måneder før afrejse) med mindre andet er anført for den pågældende rejse i fakturaen. Er depositum ikke indbetalt inden den angivne frist, bortfalder aftalen.
Betaling/Rate 2
35 % af rejsens pris betales 3 måneder før afrejse og skal være Nyati Safari i hænde på den anførte dato i den tilsendte faktura.
Slutbetaling/Rate 3
Restbeløbet på 40 % af rejsens pris skal være indbetalt og Nyati Safari i hænde senest 8 uger før afrejse, medmindre andet fremgår af den fremsendte faktura. Flybilletter, detaljeret rejseplan og øvrige dokumenter vil blive fremsendt ca. 10 dage før afrejse.
Rejsens pris
Rejsens pris omfatter de i prislisten og programmet nævnte ydelser. Størstedelen af skatter og afgifter vil være inkl. i rejsens pris. I en del lande kan der dog forekomme skatter, som f.eks. lufthavnsafgifter, som kun kan betales kontant på stedet. Med mindre andet er anført, er disse ikke inkl. i rejsens pris og betales derfor direkte af den rejsende. I det omfang Nyati Safari er bekendt med sådanne afgifter oplyses disse på rejsedokumenterne og/eller i prislisten. Det er imidlertid lande/byer, der suverænt fastsætter sådanne skatter. Da Nyati Safari ingen indflydelse har herpå, kan vi ikke påtage os ansvar for eventuelt uoplyste eller ændrede skatter/afgifter.
Betaling af rejser
Du kan betale din rejse med check, bankoverførsel, girokort eller via vores betalingsterminal i butikken. Vi accepterer følgende kort: Visa/Dankort, Visa, Visa Electron og Mastercard.
Bestilling og betaling af rejser på internettet
Bestiller du din rejse via vores onlinebestilling på www.nyati.dk betales depositumsindbetalingen på bestillingstidspunktet som bekræftelse på rejsen. Depositumsindbetalingen betales via vores onlinebetalingsmodul og kan foretages med Visa/Dankort, Visa, Visa Electron, JCB, Maestro og Mastercard. Vær opmærksom på, at ved betaling med visse typer kort tilkommer gebyr.
Betaling pr. check
Sendes til: Nyati Safari ApS, Strandvejen 142, 2900 Hellerup
Betaling fra udlandet
Hvis du bor udenfor Danmark og betaler via en udenlandsk bank, kan det forekomme at din egen bank opkræver et gebyr for overførsel af pengene.
Herudover opkræves der af vores bank DKK 30,- i ekspeditionsgebyr. Dette beløb skal lægges oven i betalingen. Vær opmærksom på at betaler du depositum og restbeløb af flere omgange, opkræves gebyret pr. indbetaling.
Bankoplysninger til brug for betalinger via udenlandsk bank
Hvis du betaler via en udenlandsk bank, skal du bruge følgende oplysninger:
IBAN nr. DK5320008971394413
Swift-nr. NDEADKKK
Bank Nordea, DK- 0900 København C
SWIFT-nummer: NDEADKKKXXX
Det er vigtigt at fakturanummer påføres som reference.
OBS! Er der under 21 dage til afrejse skal du sende en fax på +45 39 46 33 39 med kvittering på at du har overført pengene.
Husk at både den udenlandske og den danske bank tager et gebyr - dette kan du få yderligere oplysninger om af din bank.
Afbestilling
Afbestilling af rejsen skal foretages skriftligt. Et ekspeditionsgebyr på 10 % af rejsens pris vil blive opkrævet ved afbestilling tidligere end 6 måneder før afrejse. Finder afbestilling sted mellem 6 måneder og 3 måneder før afrejse udgør afbestillingsgebyret 50 % af rejsens pris, mens afmelding senere end 3 måneder før afrejse medfører tab af retten til tilbagebetaling. Hvis forholdene på rejsemålet indenfor et tidsrum af 14 dage før afrejsen er af en sådan karakter, at der vil være nærliggende fare for kundens liv eller førlighed, dvs. krigshandlinger, naturkatastrofer eller smitsomme sygdomme refunderes rejsens samlede pris. Det vil dog være en betingelse, at danske myndigheder (Udenrigsministeriet) direkte fraråder rejse til det pågældende område. Dette gælder dog ikke, såfremt kunden ved indgåelsen af aftalen var bekendt med den pågældende begivenhed - eller begivenheden var alment kendt.
Afbestillingsbeskyttelse
Det anbefales at tegne en afbestillingsforsikring, der dækker udgifter i forbindelse med afbestilling pga. akut lægedokumenteret sygdom, ulykkestilfælde eller dødsfald, der indtræffer inden afrejse hos rejsedeltageren selv, ægtefælle, samlever, børn, forældre eller søskende m.m. Afbestillingsbeskyttelse skal for at være gyldig tegnes og betales samtidigt med indbetaling af depositum/1. rate til Nyati Safari. OBS: Såfremt den person, der er årsag til afbestillingen, er fyldt 75 år, er erstatningen begrænset til max. kr. 20.000. Endvidere dækker forsikringen bl.a. ikke, hvis sygdommen var tilstede ved tegningen af forsikringen. Nyati Safari fremsender yderligere informationsmateriale ved rejsebestilling. Forsikringsbetingelserne kan udleveres på forespørgsel.
Ændring af bestilling
Ønsker kunden at foretage ændringer til indholdet, herunder tilvalg af ekstraydelser eller destinationer, af de bestilte ydelser opkræves et ekspeditionsgebyr på kr. 500,- pr. ændring. Ændringer af afrejsetidspunkt betragtes som afbestilling og nybestilling med de for afbestillingen af rejsen gældende gebyrer og vilkår. Ændring eller reduktion i antal destinationer betragtes som afbestilling af de ændrede/fravalgte destinationer og nybestilling af eventuelle ny destinationer. Overdragelse af rejsen i tiden indtil udstedelse af flybillet (5-3 uger før afrejse) kan rejsen generelt overdrages til anden person, såfremt bureauets underleverandører accepterer dette forhold. Ud over et ekspeditionsgebyr på kr. 500,- kan yderligere ændringsgebyr fra samarbejdende luftfartsselskaber/ underleverandører evt. tilkomme. Tegnede forsikringer kan ikke overdrages til andre og refunderes ikke. Finder overdragelse sted, hæfter den oprindelige køber solidarisk for rejsens betaling.
Udeblivelse og ubenyttede ydelser m.m.
Indfinder rejsedeltageren sig ikke på angivet tid og sted for ud- eller hjemrejsen, eller kan kunden ikke tiltræde eller fuldføre rejsen pga. manglende rejsedokumenter som f.eks. gyldigt pas, nødvendige visa- og vaccinationsattester etc., har Nyati Safari ret til at beregne sig den totale pris for rejsen. Hvis kunden udebliver fra anførte transporter eller på anden måde undlader at udnytte de ydelser, som er bestilt, kan der ikke kræves godtgørelse for de uudnyttede ydelser.
Rejseforsikring
Den offentlige danske sygesikring (Det gule kort) dækker ikke for rejser udenfor Europa, og de fleste sygeforsikringer tilknyttet kreditkort m.m. giver ikke tilstrækkelig dækning ved rejser til Afrika. Det må derfor på det kraftigste anbefales at tegne en rejseforsikring, som dækker ubegrænset i forbindelse med evt. sygdom og hjemtransport. Nyati ApS tilbyder i samarbejde med forsikringsselskab at tegne rejseforsikring. Brochure og forsikringsbetingelser fremsendes sammen med faktura og kan rekvireres ved forespørgsel. OBS: Tegning af nødvendige rejseforsikringer er på rejsedeltagerens eget ansvar, og Nyati Safari påtager sig intet ansvar som følge af manglende forsikringsdækning.
Pas, visum og vaccinationer
Oplysninger om forhold vedr. pas, visum, sundhedsmæssige betingelser som for eks. krav om vaccinationer eller lignende betingelser, der skal være opfyldt, for at rejsen kan gennemføres, vil blive meddelt sammen med fremsendelse af bekræftelse/faktura. OBS: Alle oplysninger gælder for rejsende med dansk pas. Har den rejsende ikke dansk pas, skal dette oplyses ved bestillingen, således at Nyati Safari kan vejlede og henvise den rejsende til selv at søge oplysninger om de for rejsen krævede formaliteter hos eget lands ambassade, konsulat samt hos autoriseret udlandsvaccination. Undlades en sådan oplysning, har Nyati Safari intet ansvar for de følger evt. manglende indrejsedokumenter, vaccinationer m.m. måtte medføre for den rejsende. Passet skal uden for EU-landene normalt have gyldighed i mindst 6 måneder efter hjemkomsten.
Prisændringer efter aftalens indgåelse
Priserne er baseret på de gældende tariffer, afgifter og valutakurser, og Nyati Safari forbeholder sig derfor ret til efter aftalens indgåelse at forhøje prisen pga. ændringer i transportomkostninger, herunder brændstofpriser, skatter, afgifter eller gebyrer for disse tjenesteydelser som lufthavns-, landings- startafgifter eller lignende. En prisforhøjelse skal varsles snarest muligt og senest 20 dage før afrejse og må ikke overstige 10 % af rejsens averterede pris. Såfremt disse betingelser ikke er overholdt, kan deltageren omkostningsfrit afbestille rejsen. Det er dog en betingelse, at annulleringen meddeles Nyati Safari umiddelbart efter, at underretning om prisforhøjelsen er givet.
Programændringer/aflysning
Nyati Safari forbeholder sig ret til at foretage nødvendige ændringer af transportmidler, tidsplaner, hoteller eller andre forhold i forbindelse med rejsen. Underretning om sådanne ændringer vil blive givet hurtigst muligt. Den rejsende har i sådanne tilfælde kun ret til erstatning/afslag i prisen, såfremt
den ydelse han/hun således modtager – fra et standardmæssigt synspunkt – væsentligt afviger fra den lovede ydelse. Aflysning af rejsen kan finde sted, hvis tvingende forhold efter arrangørens skøn nødvendiggør dette og skal varsles senest 20 dage før planlagt afrejse. Ved aflysning vil rejsedeltagerne få de fulde indbetalte beløb refunderet. Herudover ydes ingen godtgørelse.
Den tekniske arrangørs ansvar
Nyati Safari er i medfør af Pakkerejseloven ansvarlig for at gennemføre rejserne i henhold til programmet/prislisten. Nyati Safari er dog ansvarsfri for mangler, ændringer og/ eller aflysninger pga. force majeure eller force majeure lignende hændelser, dvs. alle hændelser, som arrangøren ved aftalens indgåelse ikke har haft mulighed for at forudse, afbøde eller afværge (aftalebrud, overenskomststridige strejker, vejrlig m.m.).
Flyrejsen: Nyati Safari benytter udelukkende rutefly og anerkendte luftfartsselskaber med høj international sikkerhed og standard. Nyati Safari optræder alene som agent for de benyttede luftfartsselskaber, og Nyati ApS’s ansvar for mangler, samt person- og tingskader er således begrænset til det erstatningsansvar vore leverandører har iht. den internationale lovgivning og bestemmelser om rejse med rutefly (Warszawa Konventionen).
Genbekræftelse af flyreservationer: De fleste flyreservationer skal genbekræftes senest 72 timer inden returrejsen påbegyndes, eller hvis et rejseforløb undervejs afbrydes mere end 24 timer. Ved manglende genbekræftelse har luftfartsselskabet ret til at disponere over kundens plads. Der kan i sådanne tilfælde ikke gøres krav gældende mod hverken arrangør eller luftfartsselskab for de følgevirkninger, den manglende genbekræftelse medfører. Personalet i Nyati Safari Lodge hjælper gerne hermed, men vi gør opmærksom på, at det altid er den rejsendes eget ansvar, at genbekræftelse finder sted. Ved ophold udenfor Nyati Safari Lodge anbefaler vi, at kunden henvender sig direkte til det luftfartsselskab, kunden skal flyve med.
Fly- og check-in tider i rejseplan og billetter: De, i billetten og rejseplanen, anførte tider er altid lokale tider. Efter udstedelse af flybilletter og rejseplan kan der forekomme tidsændringer. Kontroller derfor altid afgangstiderne i de fremsendte rejsedokumenter samt løbende under rejsen. Endvidere anbefales det, at kunden allerede ved ankomst til en bestemmelseslufthavn forhører sig om de aktuelle check-in tider. Oplysninger fra Nyati Safari eller luftfartsselskabet vedr. afrejsegates og – terminaler er kun vejledende – ikke bindende. Der kan opstå forhold, der gør det nødvendigt at ændre afrejse fra én gate/terminal til en anden. Check derfor altid gate/terminal også ved f.eks. flyskift med korte tidsintervaller.
Kundens forpligtelser
Rejsedokumenter: Kunden skal sørge for gyldigt pas og, de for rejsens gennemførelse, nødvendige visa og vaccinationer. Ligeledes skal kunden før afrejse kontrollere, at alle deltagernes navne i billetter, pas, flybillet og øvrige rejsedokumenter er korrekte og stemmer overens med bestillingen. Navn i flybillet skal være i overensstemmelse med det i passet anførte. I modsat fald kan det føre til afvisning ved check-in til flyet. Nyati Safari og dets leverandører påtager sig intet ansvar for følgerne af afgivelse af ukorrekte oplysninger i rejsedokumenter.
Møde- og rejsetidspunkter: Kunden forpligter sig endvidere til at holde sig underrettet om evt. ændrede møde-, vidererejse- og hjemrejsetidspunkter ved at kontakte lokale agenter og luftfartsselskaber. Kunden forpligter sig ligeledes til at møde rettidigt på de i rejseplanen eller ved anden tydelig angivelse oplyste mødesteder og – tidspunkter for ture, videre- og hjemrejse m.m., jvf. afsnittet om udeblivelse.
Genbekræftelse af flyreservationer: Kunden forpligter sig til at genbekræfte reserverede ruteflyvninger. Dette skal ske senest 72 timer før rettidigt fremmøde (se afsnittet om genbekræftelse af flybilletter).
Øvrige betingelser
Rejserne gennemføres efter de af Forbrugerrådet vedtagne betingelser for deltagelse i pakkerejser. Der tages forbehold for åbenbare fejl i programmet, trykfejl samt ændringer af pris som følge af ændrede indkøbsforhold. Alle udsendte prislister er alene opfordringer til at gøre tilbud.
Reklamation
Eventuelle klager over mangler ved rejsen skal meddeles luftfartsselskabet, Nyati Safari Lodge, Nyati Safari’s repræsentant på stedet eller i Danmark straks efter, at manglen er konstateret, således at fejlen/manglen kan afhjælpes med det samme. Rettes reklamationen direkte til det relevante luftfartsselskab eller Nyati Safari repræsentant på stedet, bør kunden sikre sig bevis herfor, hvis fejlen/manglen ikke kan rettes på stedet, og kunden evt. senere ønsker at gøre krav gældende. Manglende reklamation vil i reglen medføre tab af retten til senere at kræve erstatning eller forholdsmæssig nedslag.
Værneting/lovvalg
Ethvert krav mod Nyati Safari skal afgøres efter dansk ret. Klager eller søgsmål, der ikke kan afgøres af Rejseankenævnet, skal afgøres ved Sø- og Handelsretten i Danmark.

Tilbage til forsiden
Generelle betingelser
Nyati Safari | Strandvejen 142 | DK-2900 Hellerup | Tlf.: +45 70 26 04 07 | CVR: 26524067 | E-Mail: nyati@nyati.com | Medlem af rejsegarantifonden: nr. 1803