En oplagt feriemulighed er at kombinere bush, by og vinland. Med luksussafari på Nyati Safari Lodge, vinrejse i det idylliske vindistrikt og storbyferie i charmerende Cape Town får du det bedste fra tre verdener og oplever præcis det, der gør ferie i Sydafrika så populært.
Nyati Safari Lodge
Kan du forestille dig en spændende morgensafari, hvor du møder dyrene, mens de er mest aktive? En safarivandring, hvor du kommer helt tæt på dyr, du tidligere kun har set i zoologisk have? Eller at få opfyldt drømmen om at komme hjem med det ultimative jagttrofæ? Her er mere end 8.000 ha areal at boltre sig på, 40 forskellige dyrearter på jagtlisten og landets bedste jagtguider. Vi har planlagt en masse spændende aktiviteter på din safarirejse, og ud over det faste program, som er inkluderet i rejsens pris, frister vi dig med en række tilvalgsaktiviteter.
Vinlandet
Sydafrika er et stort vinland, der er kendt over hele verden for sine vine. Vinlandet er ligeså smukt, som vinene er gode. Som et patchworktæppe breder det sig i gyldent, rødbrunt og smaragdgrønt hen over markerne. Du bor i Stellenbosch, som er en hyggelig og charmerende by med historiske bygninger i typisk kap-holland arkitektur. Det var hollændere og franske huguenotter, der i sin tid bragte de første vinstokke hertil, og i dag danner kilometervis af vinmarker en farvestrålende halvcirkel bag randbjergene, der omslutter Cape Town.
Cape Town – millionby med sjæl og charme
Selvom Cape Town har godt 3 mio. indbyggere, har den bevaret sin hygge og intimitet. Byen blev oprindeligt anlagt som et fort af hollænderne i 1600-tallet, og her er snoede stræder, voldgrave, velbevarede victorianske huse og en charmerende havn med et strejf af Middelhavsstemning. De historiske bygninger og kvarterer giver en spændende kontrast til det moderne byggeri. Taffelbjergets silhuet som bagtæppe, Atlanterhavet på den ene side og Det Indiske Ocean på den anden er en fantastisk kulisse, som i høj grad er med til at gøre Cape Town til en af verdens smukkeste storbyer. De smukke bydele ligger spredt mellem skovklædte bakker og idylliske dale, og den fantastiske havudsigt mod næsten alle verdenshjørner minder dig konstant om, at du er på sydspidsen af det afrikanske kontinent.
Feriens dag 1–7: Udrejse og safari på Nyati Safari Lodge
Vi har planlagt en masse spændende aktiviteter på den første uges safarirejse, og ud over det faste aktivitetsprogram, som er inkluderet i rejsens pris, frister vi dig med en række tilvalgsaktiviteter.
Selv om du er på safari i Afrika, behøver du ikke bo i et ydmygt telt uden komfort. Læs mere om Nyati luksus-bungalows til to personer og vores Olifant villaer, Cheetah Camp og Lions Camp til 4-12 personer. Alle måltider, snacks og drikkevarer er inkluderet i prisen, og på Nyati Safari Lodge er der lagt op til en delikat og forførende kulinarisk safari.
LÆS MERE OM:
Nyati Safari Lodge
Inkluderet aktivitetsprogram Nyati Safari Lodge
Tilvalgsaktiviteter Nyati Safari Lodge
Din 2. ferieuge ser sådan ud:
Lørdag: Fra bush til vinland
Efter morgenmaden på Nyati Safari Lodge bliver du kørt til den lokale lufthavn, hvorfra du flyver via Johannesburg til Cape Town. Herfra er der omkring en times kørsel til universitets- og vinbyen Stellenbosch, hvor du skal bo de næste tre nætter. Du kan enten bo på det 300 år gamle vinslot Lanzerac Manor & Winery, der ligger i udkanten af byen med vinmarkerne som baghave. Eller på det centrale River Manor Country House Hotel & Spa, der ligger i et af byens bevaringsværdige huse med kun få minutters gang til det livlige centrum. På begge hoteller er morgenmad inkluderet.
Søndag: Stellenbosch – og evt. hvalbyen Hermanus
Om søndagen kan du holde fri og nyde byen – eller købe en plads på heldagsturen til hvalbyen Hermanus ved Det Indiske Ocean. Turen går langs den forrevne og utroligt flotte kyst. Første stop er Betty´s Bay, der er kendt for de vilde blomster i The Harold Porter Nature Reserve. Herefter stopper vi i Keinmond, hvor du kan slentre på stranden og nyde udsigten over Det Indiske Ocean. Hvis du er heldig, kan du opleve noget meget sjældent på denne tur. Hermanus er nemlig et af de få steder i verden, hvor du fra juli til oktober kan opleve kælvende hvaler fra landjorden. Følg den lokale Whale-crier, for han annoncerer med sit horn, når der er hvaler i sigte. På vej hjem kører vi via The Apple Country. Fra november til juni skifter vi hvaludflugten ud med turen ”4 passes”, som er en flot bjergtur med frokosttop i den idylliske vinby Franschhoek og besøg på Boschendal herregårdsmuseum.
Mandag: Stellenbosch
Fridag, hvor du kan slentre ad de hyggelige gader, besøge nogle af de lokale museer, nyde cafelivet, se på kunst i de små gallerier, slappe af i hotellets have eller gå en runde på en af de nærliggende golfbaner.
Tirsdag: Fra Stellenbosch til Cape Town – i vindruernes spor
”I vindruernes spor” er en af de helt store oplevelser i Kapprovinsen. Derfor kan du kombinere denne tur med transporten til Cape Town, så du er helt sikker på, du ikke går glip af den smukke vinrute. Turen går forbi en række af de smukke vingårde, og vi stopper op ved et par stykker, så du kan få smagsprøver, høre om druerne og vinproduktionen – og købe til fordelagtige priser. Sidste stop på turen er det historiske Boschendal Homestead museum, der har en unik samling af kap-holland møbler, porcelæn og glas. Turens rute og program bliver tilpasset den individuelle gruppe gæster. Ruten går enten ad Stellenbosch- og /eller Franschhoek Winerutes, og Boschendal Homestaed museum kan blive skiftet ud med vinmuseet i Stellenbosch.
Sidst på dagen ankommer du til Cape Town, hvor du bor på det charmerende The Victoria & Alfred Hotel midt på den eftertragtede waterfront. Her er du tæt på byens liv med hyggelige restauranter, cafeer, gallerier, butikker og åbne musikscener.
Hvis du ikke har lyst til at bestille plads på udflugten langs vinruten, bliver du og din bagage kørt direkte fra Stellenbosch til hotellet i Cape Town.
Onsdag til fredag: Cape Town – med frit valg fra vores tilvalgskatalog
Cape Town er en storby med godt tre millioner indbyggere. Byen er fantastisk smuk – ikke mindst på grund af beliggenheden og de historiske bygninger, der giver en spændende kontrast til det moderne byggeri. Derfor bliver du aldrig træt af at slentre rundt og nyde byen, slå dig ned på en cafe eller shoppe i indkøbscentre og på det lokale marked. Men du kan også vælge nogle udflugter fra vores tilvalgskatalog. Husk, at du skal bestille udflugterne hjemmefra.
Tilvalgsaktiviteter i Cape Town:
Byrundtur
En halvdagstur, hvor du besøger den gamle bydel med de mange velbevarede historiske bygninger og nogle af de charmerende og meget forskellige forstæder til Cape Town. Du kommer ind i det maleriske og interessante Malajkvarter, der oser af Orientens mystik og krydrede dufte. På byrundturen kommer du også op på Taffelbjerget, som er over 1.000 meter højt. Her får du følelsen af at stå på toppen af verden, og du har en helt fantastisk 360 graders panoramaudsigt.
Signal Hill
Signall Hill er også et bjerg, som er værd at besøge. Turen foregår sidst på eftermiddagen, hvor du kan nyde en frisk tur langs stranden ved Camps Bay og derefter gå ad den zig-zag vej, der snor sig op til bjergets top. Her bliver du belønnet med en dejlig aften-picnic. Forestil dig at sidde på toppen af bjerget og blive trakteret med kold hvidvin og lækre, lokale specialiteter, mens du kigger ud over Cape Town, hvor byens lys bliver tændt.
Kap Det Gode Håb
Heldagsudflugten rundt på Kaphalvøen er en fantastisk tur, som vi varmt kan anbefale. Kap Det Gode Håb – sydspidsen af det afrikanske kontinent – er legendarisk og imponerende. På denne heldagstur ser du hele Kaphalvøens kystlinje. Glæd dig til snoede, stejle bjergveje, der forbinder vige og sandstrande med landsbyer og fiskerlejer. Undervejs stopper du i flådebyen Simons Town, hvor der er rigtig mange af de smukke, victorianske huse – og i Boulder, hvor du kan komme helt tæt på en pingvinkoloni. Fra Hout Bay bliver du sejlet ud til sælerne, der soler sig på Seal Island. På spidsen af Kaphalvøen ligger et naturreservat, hvor du oplever en smuk, men helt speciel og barsk, natur med den karakteristiske ”Fynbos-bevoksning”. Med den gamle tandhjulsbane kommer du op i fyrtårnet, hvor du kan glæde dig til det perfekte vue over Kap Det Gode Håb. På vej hjem til Cape Town kører du ad panoramaruten langs Chapman´s Peak, der højt hævet over havet snor sig gennem de smukke strandforstæderne Landudno, Clifton og Camp´s Bay.
Sejlture – til Mandelas fængselsø eller ”Champagne Sunset Cruise”
Fra havnepladsen foran hotellet kan du købe sejlture. Særlig interessant er turen ud til Robben Island, hvor Mandela sad fængslet i mange år. I dag er fængslet et museum. Du kan også vælge noget meget mindre dramatisk som fx en romantisk solnedgangssejlads med champagne!
Besøg i forstæderne
På denne udflugt kører du langs Atlanterhavskysten via Sea Points flotte strandpromenader og rigmandskvarteret Camp´s Bay. Første stop er Kirstenbosch Botaniske Have, hvor der er mere end 10.000 forskellige plantearter. Turen fortsætter til Constantia Valey, Cape Towns eget vindistrikt, som er ren landlig idyl med sine stråtækte kap-holland huse, små vingårde og enge med græssende heste. Turen slutter med et besøg på herregårdsmuseet Groot Constantia.
Priserne på udflugterne, som har engelsktalende guide, kan du se i vores prisliste, Nyati Safari, Vinlandet & Cape Town
Lørdag: Cape Town - Europa
Du har god tid til en sidste slentretur på the Waterfront – og måske gøre de sidste ferieindkøb. Sidst på eftermiddagen bliver du kørt til Cape Town lufthavn, hvor du via Johannesburg sætter kurs mod Europa.
Søndag: Europa - Danmark
Tidligt søndag morgen lander du i en europæisk lufthavn for at skifte fly, og sidst på formiddagen er du tilbage i Danmark.
SÅDAN BOR DU PÅ NYATI SAFARI LODGE:
Nyati Safari Lodge
SÅDAN KAN DU VÆLGE AT BO I STELLENBOSCH/VINLANDET:
River Manor Boutique Hotel & Spa
Lanceraz Hotel & Spa
SÅDAN BOR DU I CAPE TOWN:
Victoria & Alfred Hotel
SAFARI- OG AKTIVITETSFORSLAG
Safariprogram Nyati Safari Lodge
Aktivitetsforslag Cape Town
Download Nyati Safari Oplevelsesguide
PRISER OG TILBUD:
Prisliste Nyati Kombinationsrejser
Aktuelle tilbud fra Nyati Safari
BOOK ONLINE:
Book ophold online
Tilmeld Nyhedsbrev
Se foredragskalender
LÆS OGSÅ OM:
Nyati Blyde Safari
Nyati Beach Lodge i Mozambique
Tilbage til forside