Nyati Safari Lodge

Velkommen til det perfekte udgangspunkt for autentisk safari, udsøgt forkælelse og en uforglemmelig ferie i Sydafrika. Nyati Safari Lodge ligger i det privatejede Balule Naturreservat, som er en del af det største vildtreservat i Sydafrika – Great Kruger Nationalpark. Her midt i den vilde afrikanske natur bor du i din egen bushbungalow eller -villa.

Afrikansk bushluksus og dansk kvalitet
Nyati Safari har selv skabt Nyati Safari Lodge. Ideen var at bygge vores egen lodge med familiær stemning, høj komfort, masser af Afrika – og solidt funderet på dansk kvalitet. Lodgen er kvalitetsbyggeri i rustik kolonistil med solide mure, smukt stråtag, gedigne materialer og ædle træsorter. Stisystemer og gangbroer forbinder hovedbygningen med villaer og bungalows, så du kan føle dig helt tryg, når du bevæger dig rundt.

Safariaktiviteter for storvildtjægere med og uden kamera
Kan du forestille dig en spændende morgensafari, hvor du møder dyrene, mens de er mest aktive? En safarivandring, hvor du kommer helt tæt på dyr, du tidligere kun har set i zoologisk have? Eller at få opfyldt drømmen om at komme hjem med det ultimative jagttrofæ? Her er mere end 8.000 ha areal at boltre sig på, 40 forskellige dyrearter på jagtlisten og landets bedste jagtguider. Vi har planlagt en masse spændende aktiviteter på din safarirejse, og ud over det faste program, som er inkluderet i rejsens pris, frister vi dig med en række tilvalgsaktiviteter.

Bo komfortabelt og luksuriøst
Selv om du er på safari i Afrika, behøver du ikke bo i et ydmygt telt uden komfort. Her på din ferie i Sydafrika har du fortjent at bo behageligt, så du rigtig kan slappe af og få hvilet ud mellem de mange aktiviteter og oplevelser. Hvis I er på en romantisk du & jeg safari – eller gerne vil have flere 2-personers bungalows – skal I vælge Nyatis bungalows. Hvis I er 4-12 personer – fx to par, en stor familie eller en flok venner – anbefaler vi vores eksklusive Olifant villaer eller ekstravagante Lions Camp og Cheetah Camp.

Ultimativ service
På Nyati Safari Lodge er der 100 lokale ansatte til at servicere gæsterne. Lodgens manager, Hetti de Klerk, er ud af en gammel boer-slægt og har arbejdet på lodgen siden åbningen i 1998. Hun er en sand mester i at få fat i de bedste rangere og guider. Personalet rekrutterer hun blandt lokale familier, og fælles for dem er deres venlige og servicemindede personlighed. Alle bliver omhyggeligt lært op og instrueret, så de lever op til Nyatis høje kvalitetsniveau. Vi lægger også vægt på gode personaleforhold. Derfor bor medarbejderne på lodgen i tre uger og holder derefter en friuge. Sund og nærende kost sørger vores diætist for, og så har Nyati oprettet en begravelsesfond. Begravelse er en stor begivenhed for de lokale, så derfor giver fonden vores ansatte økonomisk hjælp til begravelser i familien. Fastboende dansk personale er med til at sikre, at lodgen konstant lever op til danske kvalitetskrav.

Fakta om faciliteter, der forkæler
I hovedbygningen er der restaurant med åben pejs, bibliotek og pc-lounge med netadgang. Her er også et stort TV, hvor du kan hygge dig med de andre gæster og følge med i nyhederne eller store sportsbegivenheder. Fra den store terrasse med pool og liggestole har du en fantastisk udsigt over bushen og Olifants River, hvor flodheste og krokodiller får besøg af andet vildt, der kommer for at drikke. Ved siden af hovedbygningen ligger vores lille wellness-hytte, hvor du kan booke massage-, ansigts- og kropsbehandlinger plus manicure og pedicure. Du vælger frit, om du vil have din behandling i wellness-hytten eller i private rammer hjemme i din bungalow, villa eller på terrassen. Nyati Safari Lodge har også egen driving-range, hvor lodgens golftræner giver undervisning og gode råd til både nybegyndere og golfspillere, der varmer op til at gå en runde på den berømte Hans Merensky golfbane.

Alle udflugter på vores rejser til Sydafrika foregår i vores egne moderne busser eller åbne safaribiler, og vores guider er parate til at tage dig på nogle af dit livs største oplevelser i den vilde natur.

Nyati Safari Lodge har effektiv og velfungerende vaskeservice til meget rimelige priser. Skulle du alligevel løbe tør for safaritøj, kan du gå på indkøb i vores egen tøjkollektion. Nyati Safari har designet og produceret en serie safaritøj, der matcher klimaet og aktiviteterne på Nyati Safari Lodge. Vi holder en lille modeopvisning på den store terrasse, og du kan kun købe tøjet i lodgens egen souvenirbutik.

Kulinarisk safari – alt inklusive
Alle måltider, snacks og drikkevarer er inkluderet i prisen, og her på Nyati Safari Lodge er der lagt op til en delikat og forførende kulinarisk safari. Gastronomien er en meget vigtig del af din ferie, så derfor er der ikke sparet på noget. Vores kokke gør alle måltider til en kompromisløs sanseoplevelse – selv borddækningen er perfekt.

Stå op til duften af nybagt brød og friske, eksotiske frugter, mens du lytter til bushens dyr, der vågner. Når du ikke er på udflugt, og bliver trakteret med en bush-picnic a´ la´ Karen Blixen, kan du nyde den velassorterede frokostbuffet fra vores imponerende udsigtsterrasse. Om aftenen går international og afrikansk inspiration i harmoni med de bedste lokale råvarer, mens levende lys og blomsterdufte gør middags-stemningen komplet. Hver anden aften griller kokken i Bomaen. De øvrige aftener bliver middagen serveret på udsigtsterrassen eller inden døre afhængig af sæson og temperatur. Sydafrikansk vin fra lodgens egen kælder og cognac til kaffen er inkluderet i middagen hver dag.

”Jammi, jammi” er en replik, du altid vil huske som et dejligt minde fra din safari i Afrika. Det betyder ”jeg håber, det vil bekomme jer vel” og er den charmerende afslutningsreplik kokken bruger, når han præsenterer aftenens menu.

Nyati Safari Lodge har egen brønd med det fineste drikkevand, som du kan drikke direkte fra hanen. Alle bungalows og villaer får desuden termokander med frisk isvand hver eneste dag.

Optimal sikkerhed – hvis du skulle blive syg
Under hele din ferie i Sydafrika tænker vi på dit velbefindende og din sikkerhed. Også hvis du skulle blive syg under din safari. Vores camp-manager er uddannet sygeplejerske, og vi er tilknyttet Africa Safe-T, som er et udrykningsteam af højt kvalificerede læger. Hvis lægerne skønner, at det er nødvendigt, bliver patienten kørt i ambulance til hospital i enten Tzaneen, Nelspruit eller Pietersburg afhængig af sygdommens art. I meget alvorlige situationer kan Nyati Safari tilkalde en luftambulance, som flyver patienten til et hospital med det rigtige udstyr og personale. Luftambulancen er en del af SOS International, der har 24 timers alarmcentral og råder over de mest moderne ambulancefly.


SÅDAN BOR DU PÅ NYATI SAFARI LODGE:
Nyati bungalows 
Olifant villaer 
Cheetah Camp og Lions Camp

AKTIVITETER PÅ NYATI SAFARI LODGE:
Inkluderet safariprogram Nyati Safari Lodge 
Tilvalgsaktiviteter Nyati Safari Lodge

PRISER:
Prisliste Nyati Safari Lodge 
Aktuelle tilbud Nyati Safari Lodge

BOOK ONLINE:
Book ophold online
Tilmeld nyhedsbrev
Se foredragskalender

LÆS OGSÅ OM:
Nyati Blyde Safari i Sydafrika
Nyati Beach Lodge i Mozambique
Nyati Kombinationsrejser

Tilbage til forside







Nyati Safari  |  Strandvejen 142  |  DK-2900 Hellerup  |  Tlf.: +45 70 26 04 07  |  CVR: 26524067  |  E-Mail: nyati@nyati.com  |  Medlem af rejsegarantifonden: nr. 1803